Sagen på fem minutter:
“Der er altid grænser for vækst!” I naturen kan der kun være så og så mange individer på et bestemt område. Man taler om et områdes bæreevne. Der gælder den tommelfingerregel i et økosystem, at det er fødegrundlaget, der sætter grænsen for en bestands mulige størrelse. Andre faktorer spiller naturligvis også en rolle; størrelse, plads, særlige krav til vokse- eller ynglested, mulighed for samliv med andre organismer, territoriekrav, osv. Men i sidste ende er der aldrig plads til flere, end der er føde nok til.
Planterne sætter grænsen for, hvor mange planteædere, der kan være. Planteædernes antal sætter grænser for, hvor mange kødædende dyr, der kan være. Under alt dette er der naturligvis de fysiske betingelser: et områdes størrelse, jordbundens sammensætning, vandets mængde og fordeling over året.
I debatten om rewilding ved udsætning af store, planteædende pattedyr, har spørgsmålet om fødegrundlaget spillet en stor rolle, da sult er lidelsesvoldende for dyr – og noget dyr i fangenskab er lovmæssigt beskyttet imod. Alle dyr under hegn er lovteknisk sidestillet med fangenskabsdyr, uanset hvor vildt de iøvrigt lever.
I naturen er det de naturgivne vilkår, der “regulerer” bestandene, fx visner planterne, hvis der ikke er vand nok og dyrene dør, hvis der ikke er mad nok. Sådan har det været, så længe der har været liv på Jorden. For os mennesker er den helt store forskel, at vi kan føle medlidenhed med vores medvæsner og at vi kan anlægge en etisk vinkel på vores handlinger, ikke kun når vi har med andre mennesker at gøre, men også når det gælder dyr. Vi har derfor indrettet os med love og regler, der skal beskytte dyr, vi har ansvar for, mod overlast eller dårlig pasning (såkaldt vanrøgt). Det betyder, at det er vores opgave, at “regulere” bestandene af dyr, vi har påtaget os ansvaret for, på en måde, der ikke volder unødig lidelse.
Uanset hvor stort et område, dyr formerer sig på, så når de på et tidspunkt til maximun for områdets bæreevne – og så banker sulten på. Sultedøden er sådan set kun enden på det, for naturen rummer andre forhold, der sænker væksten i bestandene, inden de når et sammenbrud. Fx kødædende dyr, der tager en vis del af bestandens tilvækst hvert år. De fleste kødædere tager overvejende unge, uerfarne byttedyr, lidt sjældnere voksne – og de gør det året rundt. Dyr kan også blive syge af infektioner med mikroorganismer eller som værter for parasitter, der ender med at slå dem ihjel. Dyr kommer ud for ulykker, der svækker deres mobilitet eller evne til at søge føde.
Inden fødeknapheden bliver livstruende, vil de opleve en afmagring, der fører til nedsat fertilitet hos hundyrene; deres formeringsevne svækkes fordi færre fostre anlægges, så de får mindre kuld end normalt – eller slet ingen. Svækkelse af fødegrundlaget gør det også sværere for dem, at producere mælk nok til diegivningen og når deres unger skal klare sig selv, er deres overlevelseschancer mindre, fordi de ikke får tilstrækkelig huld (fedtdepoter) til at stå vinteren igennem med – eller bliver mere modtagelige for sygdomme og svækkes hurtigere af parasitter (som vildtlevende dyr stort set altid har et vist mål af). Hos de mange større dyrearter bliver højst 25% af en årgang kønsmodne, resten går til undervejs.
Når vi sætter dyr ud, for at restaurere økosystemer, er det med tanke på at de skal spille den rolle, de (eller dyr der lignede dem) oprindeligt havde. De skal æde, skide, formere sig og dø – for at sige det kort. Når naturens bestandsregulerende mekanismer ikke kan forløbe, må vi tage affære – altså agere på vegne af kødædere, ulykker, sygdomme, parasitter og underernæring. Det kan gøres på flere måder:
- Man kan forhindre de udsatte dyr i at formere sig, så der kun er det antal, vi ved, området kan bære. Det kan man gøre, ved kun at sætte ét af kønnene ud eller ved at sterilisere/kastrere dyrene.
Fordelen er, at man ikke skal indfange og mærke ungerne og man slipper de fleste år for bøvl med at fjerne dyr, hvis man har ramt rigtigt i vurderingen af områdets bæreevne. Man skal heller ikke tænke på indavl.
Ulempen er, at flokkene ikke får deres naturlige adfærd, hvilket kan have betydning for økologien. Fx færdes heste i reproducerende familieflokke anderledes i områderne, end flokke af kastrerede hanner (kaldet valakker, når det er tamdyr). Det har betydning for den måde, deres afføring fordeles, da det er knyttet til flokkens hverdagsrutiner. - Man kan fjerne årets tilvækst af fravænnede unger, ved at indfange dem og flytte dem til andre naturområder eller til private dyrehold.
Det har den fordel, at man kan udveksle gener mellem isolerede bestande ved at bytte og på den måde modvirke indavl og man får lejlighed til at mærke okser i overensstemmelse med myndighedskrav, eller tage blodprøver og vurdere helbred tættere på, end man kan med dyr, der ikke håndteres. Det betyder, at dyrene kan leve deres fulde liv med sociale strukturer, formering og årscyklus.
Ulemperne er, at man skal drive flokke sammen og forstyrre deres naturlige adfærd. De semi-vilde bestande af heste på Exmoorhederne i England har været reguleret på den måde i umindelige tider. Også Konik i Polen og Dülmener Pferd i Tyskland, der også lever under naturlige forhold.
Men også denne regulering når et maximum, hvis der ikke kan afsættes flere, udtagne dyr. - Man kan aflive tilvæksten. Det kan ske proaktivt ved at nedlægge et skønnet antal dyr, der svarer til det naturlige frafald i løbet af året, eller man kan agere reaktivt og vente, til dyrene viser tegn på at områdets bæreevne er ved at være overskredet. Fordele og ulemper ved de to strategier kan opdeles i biologiske forhold og etiske forhold.
Biologisk tilgodeser en løbende nedlæggelse de mange dyr og svampe, der lever af ådsler. Disse organismer kaldes under ét nekrobiomet og vil kunne leve året rundt, fordi der hele tiden dør nogen, der ligger hen som fødegrundlag. Omvendt vil en reaktiv nedlæggelse når man er nået til grænsen af bæreevnen betyde, at der lejlighedvist sker et ekstraordinært “slid” på vegetation og jordoverfladen, hvilket også er en del af den naturlige dynamik.Etisk tilgodeser det løbende udtag, at dyrene meget sjældent vil nå et sultent eller sygt stadie, før det falder for en riffelkugle i en så godt som smertefri død. Det anser mange for at være den bedste måde at dø på. Andre finder det uetisk, at unge, livskraftige dyr skal dø for vores hånd og ligge som føde for ådselædere. Det reaktive udtag hvor man lader bestandene vokse og først tager ud, når det er nødvendigt af hensyn til dyrevelfærden, er en balancegang, hvor der kan være en risiko for at overse dyr i store naturområder, og derved komme på kant med loven.
Hvordan man regulerer er altså et spørgsmål, der skal afvejes mellem en række hensyn til dyrene og til arbejdet med at sikre en vildere og mere livskraftig natur. Der skal træffes valg og i et demokrati er både forvaltning og etik en forhandlet orden.
Vi har her to artikler, der sætter spørgsmålet om bestandsregulering til debat.
Rasmus Ejrnæs, seniorforsker: Link til artikel: Forsker: Døden er et grundvilkår for dyr – også i nationalparker
Artiklen blev bragt i Altinget 4.april 2021
Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse: Link til: Debatindlæg:Proaktiv tilpasning af dyr og aflivning er ikke det sammer
Artiklen blev bragt på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside 22.april 2021
Deklaration:
Denne artikel er skrevet af Viden om Vild Naturs chefredaktør, Wilhelm Lorenzen Fabricius
Det er en populærvidenskabelig, journalistisk fremstilling i serien Sagen på fem minutter, der skal give et hurtigt grundrids af den beskrevne problemstilling. Den er faktatjekket af interne og/eller eksterne samarbejdspartnere.