Der florerer en række påstande i debatten om, at Rødlistens analyse af artstilbagegangen i Danmark er manipuleret og utroværdig, og at artsmangfoldigheden i virkeligheden går frem i de danske produktionsskove, hvorfor der hverken er grund til at etablere naturnationalparker eller urørt skov.
I det følgende skal vi se, hvorfor begge påstande er forkerte, og hvorfor der ligger misforståelser og manglende indsigt i Rødlisten bag begge.
Artsmangfoldighed og biodiversitet er ikke det samme
At vurdere, om artstallet går frem, er ikke gjort ved en simpel optælling af arter, og om artstallet stiger eller falder, er heller ikke i sig selv tilstrækkeligt indikator for en vurdering af, om natur og biodiversitet fremmes eller hæmmes.
Hvis artsmangfoldigheden stiger, har det f.eks. betydning for forståelsen af udviklingen, om der er tale om arter, der 1) er genindvandrede eller nyindvandrede, eller blot om arter, der 2) er nyerkendte, men som har været her hele tiden. Sidstnævnte fortæller ikke i sig selv noget om artsudviklingen, idet vi jævnligt finder arter, der blot ikke er opdaget tidligere, og som derfor hverken er nyindvandrede eller genindvandrede – og derfor ikke fortæller noget om reel fremgang eller tilbagegang.
Således er der mange, mange flere, der jævnligt eller ligefrem regelmæssigt observerer og registrerer arter i dag end for bare et par årtier siden. Og når der f.eks. er 10.000 eller 50.000, der render rundt og registrerer arter via apps på deres mobiltelefoner, er der ganske vist meget langt imellem eksperterne, men til gengæld er der også en meget større og hyppigere dækningsgrad end for f.eks. 50 år siden, hvor måske kun en håndfuld biologer registrerede arter.
Artsantallet kan altså gå frem, når nye arter, der altid har været her, observeres for første gang, og når arter, der i en periode er blevet overset, atter observeres. Ingen af delene er et udtryk for, at naturen har fået det bedre. Endvidere observeres arter, der har spredt sig i naturen fra haver eller landbrug, men ikke naturligt hører hjemme i dansk natur og derfor heller ikke nødvendigvis fortæller noget om en fremgang i naturens tilstand.
Men artstallet kan også gå reelt frem for nogle artsgrupper og tilbage for andre, og det kan der være forskellige grunde til.
Fuglenes artsmangfoldighed går frem, antallet af fugle går tilbage
Eksempelvis er fuglearternes mangfoldighed steget i Danmark de seneste par århundreder, mens antallet af individer er faldet.
I begyndelsen af 1800-tallet ynglede 149 forskellige fuglearter nationalt, men i 2012, omtrent 200 år senere, er der 178 ynglende fuglearter herhjemme (Dinesen m.fl. 2016). Selv om vi f.eks. har mistet sort stork, urfugl, høgesanger og tredækker, er andre arter vendt tilbage, f.eks. havørn, rød glente, skestork, vandrefalk og trane, mens atter andre er nyindvandret, f.eks. sortmejse, topmejse, korsnæb, dompap og fuglekonge. Faktisk er sjældne fuglearter gået frem og almindelige fuglearter tilbage.
Det er et temmelig usædvanligt mønster i det overordnede artsbillede i Danmark. Der er altså færre fugle i Danmark i dag end for 200 år siden, men der er flere fuglearter. Hvorfor?
Det hænger formentlig sammen med flere tiltag af national betydning for især fuglene: 1) fredningen af rovfuglene i 1967 og 2) EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv, der har gavnet en række af de fugle, som er vendt tilbage som ynglefugle i de seneste 50 år, og 3) en større genoprettelse af mange vådområder.
Udover jagtstoppet for rovfugle og fuglebeskyttelsesdirektivet kan selv mindre målrettede tiltag som opsætning af redekasser og anden aktiv forvaltningsindsats i nogle tilfælde også have været udslagsgivende for at bevare trængte fugle som f.eks. hvinand, hvidbrystet præstekrave, brushane, engryle og hedehøg (Dinesen m.fl. 2016). Men de seneste årtiers fokus på at genetablere store vådområder har også gavnet en række fuglearter, f.eks. er der genoprettet 69 søer i Danmark på minimum 10 hektar i perioden 1970-2010 (Hansen 2009), hvoraf en femtedel er større end 100 hektar. Det følgende tiår er tendensen ikke gået i stå, og flere store søer og andre vådområder er genetableret, mest kendt er nok Filsø (912 ha), der blev delvist genoprettet i 2012.
Betyder det så, at naturen som helhed er “i fremgang” i Danmark? Nej, men det betyder, at en målrettet naturindsats naturligvis gavner dér, hvor den målrettes, og fugle har nydt godt af en vifte af forbedringer. For langt de fleste artsgrupper gælder det imidlertid, at der kan konstateres en tilbagegang i antallet af arter, og at sjældne arter generelt taber terræn til almindelige arter, mens levesteder forsvinder, homogeniteten breder sig.
Er der kommet mange uddøde arter tilbage i de danske skove? Nej.
Ser vi på floraen, er der sket markante forskydninger over tid i artsudbredelser og -sammensætning. Sammenligninger af nye kortlægninger og ældre florafortegnelser fordelt 14 steder i landet viser en dramatisk forandring i plantesammensætningen over de seneste 140 år, idet vi har fået flere almindelige arter iblandet forvildede haveplanter, men til gengæld store tab af sjældne arter. Lokale specialiteter forsvinder, og ensformigheden breder sig iblandet en større overflod af haveplanter, der spreder sig til naturen. De arter, der går tilbage, er især planter knyttet til enge, moser, overdrev og heder, mens haveplanterne indtager vejrabatter, havnearealer, industrigrunde og bynære skove (Nielsen m.fl. 2019).
Nyindvandrede plantearter, der specifikt er indvandret siden 1990, kan man finde i Nye arter i Danmark og bogens bilag (Wind m.fl. 2018). Der er kun seks selv-indvandrede karplanter i denne periode: stranddild, gift-klaseskærm, strand-star, kyst-vortemælk, stribet siv, biblomst. Ingen af arterne findes i skovøkosystemer. Går man længere bagud i tid bliver listen naturligvis længere, men samtidig bliver det mere og mere usikkert, hvilke arter der faktisk er nyindvandret, og hvilke der blot er nyerkendte, men reelt har levet her længere. Bilaget nævner også, at 129 småarter af mælkebøtte er nye for tjeklisten, men hvis oprindelse er ukendt – ingen regner dog disse mælkebøtter for egentlige arter.
Langt de fleste plantearter der er erkendt siden 1850, og som ikke anses som indslæbt eller indført og blot forvildet fra haver og landbrug, er sandsynligvis nyerkendelse af arter der i forvejen har levet her længe. De eneste nogenlunde oplagte eksempler på nyindvandrede ”skovarter” i nyeste tid (men måske før 1850) er nogle få arter af vintergrøn, linnæa og orkideen knærod, som er indvandret til sandflugtsplantager som Tisvilde Hegn. Dette har ingenting med “fremgang pga naturnær skovdrift” eller “urørt skov” at gøre.
Naturnær skovdrift blev først påbegyndt i statsskovene i 2005, og det er stadig produktionsskov, der kun løfter naturligt henfald og hydrologi marginalt – af begge grunde er der ikke substantielle forbedringer for artsmangfoldighed og biodiversitet i nogen form for skovdrift.
Det, der gavner artsmangfoldigheden i skovene, er urørt skov – altså skov uden tømmerhugst og med genetableret naturlig hydrologi og græsning. I urørt skov stiger omfanget af dødt ved markant, således at en naturlig skov kan have op mod 100-250 kubikmeter dødt ved pr. hektar, hvorimod gennemsnittet i de danske skove kun ligger omkr. 6 kubikmeter pr. hektar.
Vigtigheden af dødt ved understreges af, at op imod en tredjedel af alle svampe og dyr i skovene er afhængige af gamle træer og dødt ved – over halvdelen af billearterne i nordeuropæiske løvskove er tilknyttet dødt ved (Bruun m.fl. 2012). Antallet af fuglearter og tætheden af fugle forøges med en øget andel af dødt ved (Forslund 2003). I Strødam Naturreservat i Gribskov har der stort set ikke været skovdrift i 60-70 år, og her lever i dag en af Danmarks største tætheder af ynglende skovfugle (Meltofte m.fl. 2016). Urørt skov giver simpelthen den største sikkerhed for arternes bevarelse på lang sigt (Petersen m.fl. 2016).
I Danmark er der blevet udlagt urørt skov siden naturskovsstrategien i 1992, men i 1990’erne er kun ca. 0,2% af skovarealet urørt. I 2015 er omfanget steget til ca. 1,0% af skovarealet. Eftersom urørt skov de facto øger omfanget af dødt ved, vil der forventeligt også ske en forøgelse af biodiversitet og artsmangfoldighed (afhængigt af, hvorvidt der også er naturlig hydrologi og græsning). Men en decideret fremgang på landsplan er det alt for tidligt at konstatere på baggrund af så beskedne udlæg af urørt skov for så relativt få år siden. Først i 2022 er omfanget af udpeget urørt skov øget til 75.000 hektar, ca. 12% af skovarealet, og det vil utvivlsomt medføre en gradvis stigning – over en længere årrække.
Derfor er det stadig for tidligt at finde tegn på, at artsmangfoldigheden og biodiversiteten generelt går frem i urørt skov på landsplan i Danmark – men der er naturligvis enkelte skove og mindre skovpartier, som har været urørte i 50-100 år, f.eks. Suserup Skov (20 hektar), Draved Skov (250 hektar) og Strødam Naturreservat (160 hektar), hvor der ikke er tvivl om en klar forøgelse af biodiversitet og artsmangfoldighed.
Og man skal f.eks. blot finde én ny- eller genindvandret skovart ét sted, før artsmangfoldigheden i hele landet formelt er blevet beriget af den pågældende art – men det udgør ikke af den grund en landsdækkende tendens i de danske skove, at nogle meget få urørte skove tegner sig for en isoleret fremgang i artsmangfoldigheden.
Derfor er naturtilstanden i de vigtigste danske skovnaturtyper da også både i 2013 og 2019 vurderet til at have ”100% stærkt ugunstig bevaringsstatus” i de officielle indberetninger til EU (Fredshavn m.fl. 2019).
Et overordnet billede af den specifikke udvikling for plantearterne (karplanterne) finder vi i Den Danske Rødliste (Elmeros m.fl. 2019).
Af de såkaldt rødlistevurderede plantearter (de karplanter, hvis status er undersøgt i Rødlistens analyse af plantearternes tilstand), er 3% regionalt uddøde (kategori RE: Regionally Extinct), 3% er kritisk truede (kategori CR: Critically Endangered), 9% er truede (kategori EN: Endangered), og 2% er sårbare (kategori VU: Vulnerable).
Idet de tre kategorier CR, EN og VU internationalt rubriceres under ét som “truede arter”, er altså 14% af planterne i Danmark er kategoriseret som truede.
Man opererer også med en sammenfatning af såkaldt “rødlistede arter”, som desuden omfatter de 3% regionalt uddøde arter (RE) og de 11% næsten truede arter (kategori NT: Near Threatened). I lighed med Sverige og Norge medtager Danmark fra 2019 som rødlistede også de arter, der ikke kan rubriceres pga. utilstrækkelige data (kategori DD: Data Deficient), fordi chancen for at de er truet eller sårbare er stor. For karplanternes vedkommende udgør de 1%.
Det betyder, at 29% af plantearterne i analysen er rødlistet, hvilket svarer til 4.414 arter. Udviklingstendensen for disse arter, er, at 61% af dem er i tilbagegang og kun 6% i fremgang.
Er Rødlisten ”utroværdig” og ”manipuleret”? Nej. Går artsmangfoldigheden frem i Danmark? Nej.
I visse segmenter hersker en forestilling om, Rødlisten er “manipuleret” eller “utroværdig”, og at den “dækker over”, at arterne “i virkeligheden er gået frem”. Det er forkert, men sådanne vildledende forestillinger spredes bl.a. af foreninger som ’Bevar de danske Skove’ og ’Stop Vanrøgt af dyr bag hegn’.
Deres misforståelser og fejllæsninger baserer sig bl.a. på 1) manglende forståelse for, hvordan Rødlisten udarbejdes, herunder hvorfor arter kan skifte kategori, 2) manglende skelnen mellem reel artsfremgang (ny- og genindvandrede arter) og arter, der hele tiden har været der, men først er observeret eller genobserveret for nylig (nyerkendte arter), som vi har været inde på indledningsvis, og 3) selektive og misvisende sammenligninger af Rødlisten 2010 og Rødlisten 2019.
Alt dette bliver der redegjort for i større detalje i et Fagligt Notat fra DCE, Aarhus Universitet, der forklarer ændringer i Rødlisten
Moeslund 2021; online: Link til fagligt notat fra DCE: Spørgsmål vedrørende revisionen af rødlisten.
Realiteten er den, at nogle arter simpelthen har skiftet klassifikation mellem Rødlisten 2010 og Rødlisten 2019, og nogle vurderinger er naturligvis ændret; enten fordi disse arter reelt er gået frem eller tilbage, eller også fordi man simpelthen ved mere om dem i 2019 end i 2010 (datagrundlaget er forbedret over de mellemliggende år).
I nogle tilfælde har arter ændret vurdering, fordi man har rettet en fejl fra 2010-vurderingen, eller fordi selve taksonomien i mellemtiden har ændret sig (Moeslund 2021). Det er der naturligvis intet odiøst i. Men det væsentligste er, at vurderingen af, om arterne er gået frem eller tilbage fra 2010 til 2019, selvfølgelig kun giver mening, når man alene ser på arter, der er både er vurderet i 2010 og 2019. Og det er det udgangspunkt, som betyder, at Rødlisten viser en generel tilbagegang i artsmangfoldigheden fra 2010 til 2019.
For alle arter ses at 2,4 % af arterne er i fremgang, 11,3 % er stabile, 15,8 % er i tilbagegang og 18,1 % er ukendte. For godt halvdelen af arterne (52,4 %), har eksperterne ikke taget stilling til trenden (det er typisk de arter, hvor der mangler data: DD).
Summa summarum: Overordnet set går det stadig tilbage for artsmangfoldigheden i Danmark.
Gå til vores samling af links til artikler om biodiversitet
Deklaration:
Denne artikel er skrevet for Viden om Vild Natur af forfatter Rune Engelbreth Larsen
Det er en populærvidenskabelig, journalistisk fremstilling i serien Sagen på fem minutter, der skal give et hurtigt grundrids af den beskrevne problemstilling. Den er faktatjekket af interne og/eller eksterne samarbejdspartnere.