Sarauws afsnit om vilde heste i Nordsjælland:
Udgangsøg var betegnelsen for små, fritlevende heste i Danmark. De fandtes over alt i Europa og enkelte af stammerne nåede at blive bevaret. De danske gik til. Her er beretningen fra embedsmanden G Sarauw, der i 1831 afrapporterede til kongen, hvordan det stod til med landbruget. Sarauws første iagttagelser er fra 1802-3, altså mindre end 15 år efter de store landboreformer.
Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende.
Foranstaltet efter Kongelig Befaling, ved Landhusholdningsselskabet
Sjette Stykke ved G. Sarauw, Kjöbenhavn 1831
Trykt i det Brünnichske Officin.
Sarauw var Forstraad og kongelig Skovrider samt Landvæsenskommissær for Frederiksborg Amt.
I et kapitel om hesteavlen i Frederiksborg amt (s.279 ff) beskriver Sarauw følgende om de vildtlevende heste:
”Bønderne i denne Deel af Øen holdt for omtrent 30 Aar
siden en overordentlig Mængde Heste, hvoraf mange hele Aaret
igjennem maatte søge deres Føde på den dengang for en stor Deel
endnu skovbevoxne Marker. Selv under den strenge Vinter 1802/3,
da jeg første Gang betraadte disse Egne, overraskede det mig al-
-drig før havte syn af Flokkeviis udi Skovene omkring Frederiks-
borg saavel som Kronborg udegaaende heste. Disse
Heste – sædvanlig Udgangs=Øg kaldte – var smaae, haard-
føre og nøjsomme, og ofte traf man på dem deriblandt, som
midt under Vinterens Iis og Snee, uden anden Føde, end det
gamle, visnede Græs, de opskrabede under Sneebeklædningen, og
knopperne af Træplanter, aldeles ikke fremstillede et Billede af
Sult og vort Nordens Vinterkulde. Derhos vare mange deri-
blandt ret velskabte og sunde, naar Foraarets Græs og en blidere
Temperatur havde fuldendt deres utroelig hastige Virkning på
dem, afgive ret gode smaa Vogn- og Rideheste, hvis udholden-
hed til let Arbeide var overordentlig, uden at de derved forlangte
andet end middelmådig Græsgang, og om Vinteren – om de
blevne taget på Stald – kun lidt bedre Føde og Pleje, end de vare
vante til før. Foruden disse vintergræssende Heste, hvis egent-
lige hjem var Amtets Skovegne, holdt de fleste Bønder i det
mindste eet, undertiden to par, som vare større og behandledes bedre.
Netop i den Periode, hvorom jeg taler, benyttedes Stutteriets
Hingster meget, og man var temmelig omhyggelig for at få gode
Følhopper, som tillige nøde en taalelig Behandling. Blandt
tillægget på Amtet fandtes i hiin Tid Heste af Middelstørrelse,
som vare udmærket gode og solgtes til høje Priser, derom 60=100
Rd Courant tør ansees derfor.
Således slutter Sarauw afsnittet om de små, nøjsomme, vilde heste i sit kapitel om hesteavlen i amtet. Han omtaler andetsteds hestene som Kulsvierheste. Han afslutter selve kapitlet med en status over nutiden (det er 1831) hvor han bemærker en nedgang i antallet af heste. Der er nu arbejdsheste tilbage hos bønderne og de er nok større og stærkere, men ikke bedre egnede til livet ude og han skriver, at de ældre heste bliver
”ofte behandlede ubarmhjerti=
gen og ei sjælden kan man antræffe de fra Vognen spændte, for-
slæbede, forslaaede og forhutlede ulykkelige Ofre for Menneskets
Grusomhed på sneebedækkede Marker, hvor nu hverken Skov
eller Krat mere haves, som kunde give Læ og Føde”.
Hele bogen findes on-line her:
Deklaration:
Denne artikel er en gengivelse af originalmanuskriptet og en afskrift af den oprindelige frakturskrift til nutidige bogstaver men med stavemåder mm bevaret. Afskriften er foretaget af Viden om Vild Naturs chefredaktør Wilhelm Lorenzen Fabricius
Det er en populærvidenskabelig, journalistisk fremstilling i serien Sagen på fem minutter, der skal give et hurtigt grundrids af den beskrevne problemstilling. Den er faktatjekket af interne og/eller eksterne samarbejdspartnere.