Sagen på fem minutter:

Den klode vi lever på

Jorden ligger 147.000.000 km fra Solen, som den kredser om. Den afstand betyder, at det er muligt at have temperaturer mellem vands frysepunkt og kogepunkt og dermed kan vand findes både flydende og som damp. Rundt om Jorden kredser Månen, der skaber en tidevandsbølge. Jorden drejer om en akse, hvilket har den konsekvens, at lyset fra Solen tiltager og aftager i en døgnrytme. Jordens omdrejningsakse står skævt i forhold til kredsløbet omkring Solen, hvilket har den konsekvens, at forholdet mellem dagens og nattens længde varierer i en årsrytme. Ved Jordens Ækvator varierer dagslængden ikke, men jo længere ud mod Jordens poler man kommer, jo større er årstidsvariationen. Det er den Jord vi har, det er de vilkår, vi er her under. Alle sammen.

Jorden er en klippeplanet, hvilket betyder at den har en hård overflade, jordskorpen. I fordybningerne i den samles flydende vand i form af have og oceaner, de udgør 2/3 af Jordens samlede overflade, mens landjorden udgør 1/3. Jordskorpen er som udgangspunkt hårde klipper. Jo længere man kommer ind mod midten af Jorden, jo varmere bliver det på grund af tryk og fysiske processer. Under den hårde overflade er Jordens materialer flydende. Man kalder de næste lag for den ydre og den indre kappe, de består af hhv tyktflydende og tyndtflydende klippematerialer. Længere inde, i den ydre kerne, er der kun flydende metaller og aller inderst en hård, indre kerne. Metallerne er hovedsageligt Jern og Nikkel. Jernet danner et magnetfelt, der omspænder Jorden og rækker betydeligt ud i rummet, langt uden for atmosfæren. Dette magnetfelt afbøjer den allestedsnærværende, kosmiske stråling og solvinden, hvis voldsomme energier er ødelæggende for organisk liv.

Den yderste skal, Jordskorpen, er brudt op i store og små stykker, der flyder på det varme indre. På den måde er landjorden fordelt på kontinenter, der bevæger sig i forhold til hinanden, nogen støder sammen, andre glider fra hinanden. Hvor de danner grænser mod hinanden, opstår spændinger, der udløses som jordskælv og når der opstår forbindelse til de varme indre, dannes vulkaner. Fordelingen af kontinenter og oceaner er altid et øjebliksbillede, det står aldrig stille.

Atmosfæren

Omkring Jorden er en atmosfære. Den består af Nitrogen (N, kvælstof, ca 78%), Oxygen (O, ilt, ca 21%), Argon (< 1%), og Carbondioxid (CO2 , kultveilte, < 0,3%) og mindre mængder af andre gasser. Atmosfæren er tættest tæt ved Jordens overflade og fortyndes, jo længere fra overfladen, man kommer. Derfor er den også varmest tæt på Jorden og koldere, jo længere man kommer ud mod verdensrummet.
Store mængder af vanddamp optages fra havene i atmosfæren, den danner skyer og falder ned igen som nedbør. Nedbøren er meget ulige fordelt over kloden, fra daglig regn til tørke i åresvis. Et særligt iltmolekyle, Ozon (O3), findes i den øverste del af atmosfæren og afbøjer ultraviolet lys, der også er skadeligt for organisk liv. Nitrogenen har været der siden Jorden blev dannet i Solsystemet

Tilførslen af energi (varme) fra Solen til Jorden skaber varme i atmosfæren, i havet og på landjorden. De skaber hele tiden forandringer i lufttrykkene, hvilket forårsager vind. Disse vinde flytter rundt på vanddampen. Noget af varmen holdes tilbage af de større molekyler i atmosfæren, så Jordens gennemsnitstemperatur er 15o . Uden denne drivhuseffekt ville Jordens gennemsnitstemperatur være -18o.

Sammen med havstrømmene, der holdes i gang af Jordens rotation og varmen i havet, danner variationen i lufttrykket Jordens klimasystemer. Klimaet beskrives, groft sagt, ved temperaturens og nedbørens mængde og fordeling over året. Det er ikke helt det samme som vejret, der er langt mere ustabilt og kan forandres fra time til time. Klimaet er, over perioder, så stabilt, at Jordens organismer kan indrette deres liv og livscyklus efter det. I kombination med den varierende døgnlængde, vejrsystemer og havstrømme skabes de lokale, klimatiske forhold, der er en nøglefaktor for biodiversiteten.

De dybeste områder i havet er ca 11 km under havets overflade, det højeste bjerg rager små 9 km op over havets overflade. Der er altså en zone på bare 20 kilometers, hvor alt liv på Jorden, til alle tider, udspiller sig. Det svarer til lakken på en globus

Mennesket ændrer atmosfærens sammensætning

Atmosfærens sammensætning har, som nævnt, betydning for hvor meget af den indstrålende energi fra Solen, der forlader Jorden igen. Vanddamp (H2O), CO2, Lattergas (N2O) og Metan (CH4) er blandt de gasser i atmosfæren, der holder på varmen. Når planter vokser, optager de CO2 fra atmosfæren gennem fotosyntesen, hvor de udnytter Solens energi til at opbygge sukkermolekyler og samtidig frigive ilt.
Når planterne der efter ædes af dyr, eller når de dør og går i forrådnelse, frigives CO2 igen til atmosfæren. Men nogle af planterne når ikke at forrådne, hvis de fanges i iltfrie miljøer, fx på bunden af havet, i floddeltaer eller søer, og siden dækkes af tykke lag af sand og ler. Under trykket omdannes sand og ler til sten og de døde planter (alt fra små havalger til hele sumpskove er fundet) omdannes til kulbrinter. På den måde lagres noget CO2 som fossile kulbrinter. Disse kan udvindes i kulminer og boringer efter olie og gas, og brændes – og er blevet det i stor stil siden 1700tallet. Mere og mere for hvert år. Siden mennesker først fældede mange af skovene og siden begyndte at afbrænde Jordens fossile kullagre, er andelen af CO2 i atmosfæren øget i en sådan grad, at det påvirker den globale temperatur i opadgående retning.

Opvarmningen betyder, at ellers nedfrosset Metan i de arktiske tundraer (moseagtige plantesamfund med såkaldt permafrost et stykke nede i tørvejorden) undslipper og accelererer drivhuseffekten. Også de store mængder af drøvtyggende husdyr bidrager med Metan, der udvikles under fordøjelsen. Opvarmningen rammer også havet, der afgiver mere vanddamp, der virker på samme måde som CO2 og Metan.
Klimaforandringerne har nået et punkt, hvor opvarmningen af atmosfæren og havet truer stabiliteten i alle Jordens vejrsystemer og dermed alle lokale, klimatiske betingelser for både natur og landbrug. Klimakrisen er overhængende og kun en resolut opbremsning i udledningen af drivhusgasserne CO2 og Metan kan afværge, at den globale opvarmning får uoverskuelige, livsomvæltende konsekvenser. Forandringene er ikke de samme over alt og konsekvenserne er mangeartede og ikke nødvendigvis bare en jævnt stigende temperatur. Konsekvenserne vil fx stigende vandstand i havet, dels fordi vand udvider sig, når det bliver varmere, dels fordi den øgede temperatur betyder øget afsmeltning af de ferskvandsmængder, der ligger gemt som frosset nedbør ved Jordens to polaregne og på toppen af høje bjerge. En svækkelse af Golfstrmmen, der er en sandsynlig konsekvens af yderligere opvarmning af atmosfæren, vil fx betyder langt koldere forhold i Nordatlanten. Nogle områder vil opleve mere, andre mindre nedbør. Storme bliver kraftigere, da de henter energi fra havets overfladevarme.
Eneste fællestræk for konsekvenserne af den globale opvarmnng er sådan set ustabilitet. Derfor er verdens regeringer i løbende forhandlinger om, hvordan udslippet af drivhusgasser kan standses, inden opvarmningen løber løbsk. Se fx Parisaftalen og Folketingets Klimalov om at reducere udslippet med 70% inden 2030.

Klimaets betydning for livet på Jorden

Da alle biologiske organismers trivsel er knyttet til de klimatiske betingelser, de er udviklet under, ændres økosystemerne i takt med klimaforandringer. Nogen må flytte/forsvinde, andre kommer til. Sådan har det været gennem hele klodens udviklingshistorie. En række store forandringer i de klimatiske betingelser på Jorden har været primusmotor i den forandring af organismerne, der beskrives i evolutionen. Klimaforandringer sker normalt som gradvise forskydninger. Jordens kontinenter var for 370 mio år siden samlet i én massiv landmasse, Pangæa. For 200 mio år siden begyndte dette superkontinent at bryde op og stykkerne driver fra hinanden og danner de adskilte kontinenter, vi kender i dag. En proces der fortsat er i gang. Organismerne har haft tid til at tilpasse sig forandringerne og forandringerne i økosystemerne sker både ved, at eksisterende arter ændrer udbredelse og ved evolution af nye arter.
Omskiftelser kan også komme over kortere årrækker, få årtusinder, det kendes fx fra de vekslende istider, der de seneste 2,6 år har præget Jorden med hele 15 istider, vekslende med mellemliggende varmeperioder.

Når forandringerne indtræder pludsligt, opstår der alvorlige kriser. Langvarige eller meget voldsomme vulkanudbrud kan slynge så meget materiale op i atmosfæren, at det skygger for Solen. Det kan skabe forbigående, men alvorlige temperatursænkninger. Også nedslag af himmellegemer har forårsaget langvarige, men forbigende, klimaforandringer med katastrofale følger for Jordens liv. Masseuddøen er et fænomen, der har optrådt 5 kendte gange i de 3,8 mia år, der vides at have været liv på Jorden. Sidste gang var for 66 mio år siden, hvor en kombination af et stort meteornedslag dér, hvor nu Mexico ligger og et million år langt vulkanudbrud, hvor Indien er i dag, medførte tusmørke og lavere temperaturer i årevis. Begivenheden er kendt for de store dinosaurers endeligt, men ingen firbende dyr over 25 kg overlevede (bortset fra enkelte, vekselvarme dyregrupper som havskildpadder og krokodiller). 75% af Jordens dyre- og plantearter forsvandt. De sidste 25% indledte evolutionen af den biodiversitet, vi kender i dag med anslået 8,7 mio arter.

Klimakrisen og biodiversitetskrisen skal forstås i sammenhæng

De ændringer i klimaet vi ser, eller kan fremskrive, som følge af vors udledning af drivhusagasser, forløber accelererende. Nogle arter vil ikke kunne nå at tilpasse sig de nye forhold og uddø. Andre vil ændre deres udbredelses, så de følger med ind i områder, der får et klima der ligner det, det er udviklet under. Den proces er allerede i gang og en del arter findes fx i længere og længere nordpå i Europa, fugle ændrer deres trækmønstre – fx overvintrer grågæs og traner nu i Danmark og mange storke flyver ikke længere til Afrika om vinteren, men bliver i Spanien og Portugal. Det ligner på mange måder situationen ved en istids ophør. Den helt afgørende forskel til tidligere tider er, at naturen er trængt så meget tilbage, at mange af arterne ikke kan udvide deres udbredelse. Der er for langt til nærmeste, mere egnede naturområde. Klimaforandringerne udgør derfor en potentiel trussel mod meget store del af den biologiske mangfoldighed. Derfor er klimapolitik og naturbevarelse tæt knyttet til hinanden og må tænkes sammen, hvis man vil afværge de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Bevarelse og udvidelse af store naturområder, hvor arterne kan have sunde bestande, er vigtige fordi det er derfra, arter skal efterfølge andre, der må trække sig. Og der må ikke være for langt mellem naturområderne, da mange mindre organismer spredes dårligt og har brug for korridorer eller kæder af naturområder, der kan trives i. Den biologiske mangfoldighed er derfor i en dobbelt krise: den er er for få steder at leve, de steder naturens væsner kan leve,  presses af klimaforandringer og der er ingen steder, at tage hen. Vi står derfor midt i Jordens sjette masseuddøen. Denne gang er det ikke vulkaner og meteorer, men vores – afbrænding af fossile brændstoffer
– udledning af affald
– beslaglæggelse af landområder
– udnyttelse naturressourcerne i havet og på landjorden
– fjernelse af nøglearter fra økosystemerne
der er årsagen. Det er kun os, der kan gøre noget ved det. De Andre Liv dør bare.

Deklaration:
Denne artikel er skrevet af Viden om Vild Naturs chefredaktør, Wilhelm Lorenzen Fabricius
Det er en populærvidenskabelig, journalistisk fremstilling i serien Sagen på fem minutter, der skal give et hurtigt grundrids af den beskrevne problemstilling. Den er faktatjekket af interne og/eller eksterne samarbejdspartnere.