Visenten var for hundrede år siden på randen af udryddelse. Denne artikel giver et kort grundrids af kæmpens fald og det møjsommelige arbejde med at bringe arten på ret køl igen – trods et avlsmateriale på kun 12 dyr. Denne artikel knytter sig til hovedartiklen om visenten, som du finder her.

Historisk udvikling

Endnu op mod Middelalderen lever der bestande af visenter spredt i Central- og Østeuropa, men lige som urokse, hest, brun bjørn og elg blev de store dyr trængt af jagt, skovhugst og opdyrkning. Yngste fund af visentknogler i Danmark stammer fra Ejsbøl Mose ved Haderslev og er 2500 år gammelt. Fundet kunne tyde på en ofring (sammen med en slagen hærs udstyr) og den behøver ikke være fra Sønderjylland, men det falder samtidig med en lille fremgang, visenten havde på det tidspunkt, der gav den fornyet udbredelse for en kort periode.

Fra Sverige forsvinder de formentlig i løbet af 1100-tallet, på det tidspunkt er den også væk fra hele Vesteuropa. I 1500-tallet var Białowieżaområdet i det, der nu er grænseegnene mellem Polen og Belarus, et af de sidste steder, visenterne levede frit i større tal. De andre steder var højderne i Kaukasus og Karpaterne. Dyrene stod under forskellige polske og litauiske fyrsters beskyttelse, der var endda i 1600-tallet dødsstraf for krybskytteri på visent.
Da russerne erobrede området i 1700-tallet, fortsattes beskyttelsen, men antallet vedblev at falde, når områder blev opdyrket. I 1800-tallet uddøde den karpatiske bestand (der af nogle regnes for en særlig underart) og kun bestandene i Białowieża og det nordlige Kaukasus overlevede frem til det 20.århundrede.

Første Verdenskrig kostede 600 af Białowieża visenter livet, da tyske tropper skød dem. Da krigen var forbi, var der blot 9 dyr tilbage i skoven. Alle andre var slået ihjel.
De sidste visenter i vild natur blev skudt i Białowieża i 1921 og af krybskytter i Kaukasus i 1927. På det tidspunkt var der mellem 50 og 60 dyr tilbage i zoologiske haver og private parker (nogle kilder siger kun 48).

Redningen

I mellemkrigsårene tog zoologer og zoologiske haver fat på at redde, hvad man kunne. Tyske og polske videnskabsfolk etablerede et samarbejde og i 1932 kunne den første avlsbog oprettes. Sideløbende med denne stambog, der skulle rumme den rene, europæiske linje, arbejdede zoologen Lutz Heck (der er også blev kendt for forsøg på at rekonstruere urokse og tarpan) med at krydse amerikansk bison ind i den europæiske, for at undgå indavl og få et hurtigere resultat.

Men så gik det helt galt. Den jagtbegejstrede topnazist Herman Göring allierede sig med Heck om at de overskydende tyre fra avlsarbejdet kunne udsættes til jagtformål og de videnskabelige protester blev affærdiget, videnskabsfolkene blev intimideret og den officielle stambogsføring blev annekteret i 1937. Det hele endte i nazificering.  En artikel om Görings jagtslot kan læses her.

Efter Anden Verdenskrig kom der atter gang i et systematisk forsøg på at redde arten og i 1948 blev et avlscenter i Rusland anlagt. Man ville kun inddrage de rent europæiske dyr i avlen, der gik i et hegn ved Springe nær Hannover. Hele udgangspunktet var 12 dyr, her af kun to tyre.

Link til videnskabelig artikel om de historiske data om visenter

Myteaflivning:
Der er ikke blandet amerikansk bison i de linjer, der indgår i udsætningsprogrammerne i Europa. Ingen af Heck’s krydsninger fra Münchengrenen af før-krigs-programmet er avlet videre på, de blev aflivet og tilsvarende polske krydsninger (alle under hegn) blev elimineret i løbet af 1950’erne.

Der er i Kaukasus en flok på godt og vel 500 dyr af tvivlsom herkomst fra et russisk tilbageavlsprogram. De har ikke udveksling med de europæiske bestande – men kan få det, efterhånden som de ukrainske og russiske bestande vokser sammen.

På husdyrområdet har der i Polen været arbejdet med krydsninger af kvæg og visent. Tyreafkom er sterile. Det svarer til de amerikanske ”beefalo”, kvæg med indkrydset bison, der er meget hårdføre på de marginale græsgange. I Polen holdt denne praksis op i 1980’erne og i dag er der kun få af den slags dyr.

Avls- & udsætningsprogrammet

Med så spinkelt, genetisk materiale er det vigtigt, at have styr på risikoen for indavl. Hele fremtidens visentbestand hvilede på arvematerialet fra 12 dyr og man kan i dag faktisk kun finde Y-kromosomer fra to tyre. Tre tyres avlslinjer er uddøde.

Man anlagde to avlslinjer. Den ene med udgangspunkt i syv dyr med sikker oprindelse i lavlandsbestanden i Białowieża. En anden linje med inddragelse af en tyr af kaukasisk oprindelse. Denne kaukasiske linje, der har samlet gener fra tolv dyr, (inkl de syv fra lavlandslinjen), har vist tegn på indavl. Man kan derfor fx ikke krydse de to avlslinjer, da en opblanding ikke vil styrke, men svække artens samlede diversitet.

Allerede 8 år efter at den sidste visent var blevet skudt i Białowieża, satte man to dyr ud i skoven. Fra 1929 til 1964 lykkedes det dyrene at nå op på ca 100 individer.  Siden er det kun gået fremad. Polen har, sammen med det internationale netværk af zoologiske haver og dyreparker, ført stambog og løbende sat visenter ud i både store hegn og fritlevende. I 2014 var der godt 1.434 visenter i Polen, hvoraf 1.212 levede frit, de 522 i Białowieża. I 2010’erne havde visenter i fangenskab en vækst 4,1% mens de fritlevende bestande voksede med 6,5% på et år. Ved udgangen af 2021 var der 9554 individer på verdensplan, her af heraf 1801 i fangenskab, 487 i halvvilde bestande og 7266 fritlevende. Flere og flere lande sætter rewildingprogrammer for arten op.

De helbredsmæssige udfordringer

Indavl kan være problematisk, fordi nogle arvelige svagheder kommer til udtryk oftere i små bestande, end i store. Nogle genetiske svagheder kommer kun til udtryk, hvis en unge arver skavanken fra begge forældre. Det kalder man vigende, eller recessive, gener. Generne styrer opbygningen af den fysiske krop og dermed også de fysiologiske funktioner, kroppen har. Genetiske småafvigelser er uproblematiske i store bestande eller i små bestande med livlig udveksling med nabobestande. Skavankerne ”fortyndes” og møder sjældent hinanden. Men i små og isolerede bestande af dyr, der er nært beslægtede, kan det ikke undgås at skavankerne møder hinanden hele tiden.

Man kan beskrive graden af beslægtethed med en indavlskoefficient. For visenternes lavlandslinje er indavlskoefficienten 50, mens den for lavlands-kaukasuslinjen er 28.
50 svarer til, at der i gennemsnit ikke er større forskel på generne mellem to tilfældige dyr, end der er mellem en ko og dens kalv. 25 svarer til forskellen mellem helsøskende. Alle visenter er med andre ord utroligt nært beslægtede.

Blandt de formodede, indavlsrelaterede problemer, visentbestanden udviser, er kort levetid, svagere immunsystem (fører til højere modtagelighed for både infektioner og parasitter), problemer med at gå drægtigheden ud (de kaster døde kalve) og visse skeletproblemer, særligt i kraniet.

Blandt de mere alvorlige er artens modtagelighed for parasitten Ashworthius sidemi, en blodsugende nematode (nematoder er en række af rundorm, der ikke er leddelte) der har bredt sig i bestanden. Her har den udbredte brug af vinterfodring gjort sagen værre. Normalt bevæger visenter sig rundt i området, men når de vinterfodres, koncentreres dyrene og aktiviteten omkring fodringsstedet, hvilket optimerer parasittens mulighed for at spredes fra dyr til dyr. Forskerne opfordrer til, at der kun vinterfodres, når det er strengt nødvendigt og kun på skiftende steder.

Link til videnskabelig artikel om visenter, nematoder og vinterfodring I

Link til videnskabelig artikel om visenter, nematoder og vinterfodring II

Link til artikel om parasitter i visent på Bornholm

Link til ældre artikel om indavls betydning for skelet og kranium hos visent

Livslængde

Visenter kan sådan set leve længe, op til 20-25 år, og de er først fuldt udvoksede i 8-9 års alderen. Men gennemsnitslevealderen er meget lavere. Det hænger sammen med en meget høj kalvedødelighed. Man ser det samme mønster hos både den amerikanske og den europæisk art. Medianlevetiden (en statistisk beregningsmetode, der er mere beskrivende end gennemsnitsberegning) for europæiske bison er blot 3,45 år (medianen for 1206 dyrs kendte levetid). Som noget helt særligt er der en meget stor forskel mellem kønnene, idét hunner har en medianlevetid på 6,01 år, mens hanners medianlevetid kun er 2,71. Det er den største kønsforskel i levetid man kender blandt pattedyrene (og det er endnu mere markant hos den amerikanske art med 6,64/2,12 år). Årsagen skal findes i en særligt høj dødelighed blandt hankalve under 4 år.

Link til artikel om visenters levetid.

En undersøgelse af DNA hos visenter, der lever påfaldende længe, har vist en sammenhæng med variationer på tre gensekvenser. Gener, der koder for længere livsbaner end gennemsnittet, er også kendt fra andre arter, fx mennesker, hunde og mus. Studiet kan ses her

Deklaration:
Denne artikel er skrevet  for Viden om Vild Natur af chefredaktør Wilhelm Lorenzen Fabricius

Det er en populærvidenskabelig, journalistisk fremstilling i serien Sagen på fem minutter, der skal give et hurtigt grundrids af den beskrevne problemstilling. Den er faktatjekket af interne og/eller eksterne samarbejdspartnere.