Store planteædere

I alle større økosystemer på landjorden har store, planteædende dyr spillet en rolle, afhængigt af dyrenes størrelse, levevis og antal. I tiden siden mennesket indvandrede til Europa, det groft regnet for 40.000 år siden, er stort set alle store dyr (800 kg+) enten forsvundet helt er blevet trængt tilbage i tilflugtssteder i så lille antal, at de på alle måder var ude af økosystemerne. Nogle af dyrene forsvandt som følge af klimaforandringer, der gjorde livet mere gunstigt for andre, græssende dyr. Nogle af de kuldetålende fik en nordlig udbredelse, fx ren og moskusokse, men mamut og flere arter af næsehorn forsvandt lige efter den sidste istid og her er menneskers jagt og den tiltagende fortætning af skoven mistænkt for at være hovedårsag til dyrenes forsvinden. Med de mange store dyr forsvandt også fødegrundlaget for store rovdyr og hulebjørne, løver, leoparder og sabelkatte forsvandt fra Europa og Asien i takt med byttedyrene. Et tilsvarende sammenbrud i megafaunaen ses i Nordamerika på samme tid. De, der holdt længst stand var arter, vi kender i dag – enten fordi de overlevede i små bestande (visent/bison var til sidst kun kendt i fangenskab, elg holdt gode bestande i en del skovområder i Nord- og Nordøsteuropa) eller fordi tæmmede dyr kom til at indgå i vores husdyrhold (hest, okse/kvæg). Siden har man søgt efter både heste og primitive kvægracer, der har træk til fælles med de oprindelige Tarpaner (vildheste) og Urokser (stamform til moderne kvæg). Også de mindre, planteædende hjorte og altædende vildsvin og brune bjørne blev trængt voldsomt tilbage og forsvandt fra store områder, ofte ved aktive udryddelseskampagner. Fælles for de græssende dyr er deres indflydelse på vegetation (de æder og skader både urter og vedplanter), på jordoverfladen (de blotlægger jord når de skraber og trænger sig sammen ved vadesteder og vandhuller), deres afføring, der er en væsentlig fødekilde for hele samfund af insekter og svampe og som fordeler næringsstoffer i landskabet og ved deres død udgør de fødegrundlaget for ådselædende organismer. De store dyrs fravær mærkes i økosystemerne som tilgroning og fravær af både de gødningsnedbrydende og ådselædende artssamfund.

Her på siden kan du finde links til oplysninger om og forskning i store dyr, der levede i vores økosystemer førhen, om deres økologiske betydning og om arbejdet med at føre dem, eller deres nærmeste slægtninge, tilbage i forbindelse med økosystemrestaurering. Vi linker til forskning i følgerne af udsætninger andre steder. Vi har dedikeret et helt afsnit til hver af de nøglearter der mangler i vores natur, hvor du finder links til oplysning og forskning i deres krav og behov og de eventuelle problemer, man skal tage højde for. Endelig finder du fakta om de hegn, der anvendes for at de store græssende dyr bliver dér, hvor de skal være og ikke løber ud på marker og veje. Dyrenes trivsel i naturen er vigtig og særligt bag hegn er de forhold i forvaltningen af bestandene, der har betydning for dyrenes velfærd. Vi linker til alle regler og vejledninger og fx også til de afsnit i projektplanerne for naturnationalparkerne, der anviser hvordan dyrenes velfærd sikres.